top of page

Om os

Rikke Thomsen, 2021

I 2020 kontaktede sanger og guitarist Erik Stig Andersen sangskriveren Juncker og kulturhuset Pilegaarden for at høre, om de ville være med til at lave en lokalt baseret sangskriverfestival. Det ville de gerne, og Brønshøj Sangskriver Festival var født!

 

Med Juncker som hovednavn og en håndfuld andre talentfulde artister som yderligere lokale trækplastre blev festivalen afviklet i det kommunale kulturhus Pilegaarden, som udover lokalerne også bidrog med lys, lyd og lydmand.

 

Festivalen var i øvrigt nær aldrig blevet til noget. På grund af corona-epidemien forbød sundhedsmyndighederne større offentlige forsamlinger, og festivalen måtte flyttes fra marts til september Her kunne den så gennemføres - under hensyntagen til de gældende regler for afspritning og forsamlingslofter.

 

Da Erik Stig gentog festivalen i 2021, var corona-restriktionerne ophævet og antallet af festivaldage og scener fordoblet fra en til to. Det gav plads til flere dygtige, lokale artister - og Rikke Thomsen og Juncker som årets hovednavne.

 

Begge festivaler blev gennemført med stor musikalsk og pæn publikumsmæssig succes.

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

Atter uro om festivalen

Med succesen i hus var der i 2022 basis for, at festivalen kunne blive en tilbagevendende begivenhed. Erik Stig indkaldte derfor til stiftende generalforsamling i den forening, som fremover skulle stå for planlægning og afvikling af fremtidige festivaler. Foreningen blev stiftet og har stadig det overordnede ansvar for Brønshøj Sangskriver Festival.

 

Men i løbet af året var der igen uro om festivalen. Planen var, at festivalen skulle afvikles i to midlertidige lokaler i bydelen, mens arbejdet med at indrette Brønshøj gamle skole til nyt kulturhus stod på. Men arbejdet skred ikke frem som planlagt, og kommunen besluttede derfor i løbet af sommeren, at Pilegaarden fortsat skulle danne ramme om kulturelle aktiviteter – og altså også Brønshøj Sangskriver Festival.

​

På festivalplakaten i Pilegaarden den 9. og 10. september under den hastigt planlagte festival var derfor stortalentet Ginne Marker og publikumsfavoritten Juncker sammen med 13 andre artister – heraf 10 med lokalt afsæt.

 

Sideløbende med arbejdet med festivalen etablerede bestyrelsen netværket Sangskrivere i Brønshøj. Netværkets formål var – og er - at støtte op om initiativer til gavn for sangskrivningen i lokalområdet.

 

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​

​​

​

En ny festival i støbeskeen

Brønshøj Sangskriver Festival 2023 blev på mange måde helt anderledes end tidligere festivaler.

 

For at undgå kollision med sommerhalvårets mange koncerter besluttede bestyrelsen at flytte festivalen permanent fra september til første weekend i november. Hvor den også stadig afvikles.

 

Desuden ændrede bestyrelsen afviklingsflowet, så koncerterne blev kortere – og programsat forskudt af hinanden. Der var altså hele tiden en ny koncert i gang for det publikum, der netop havde overværet en. Rationalet var, at publikum samlet set så ville overvære flere koncerter. Det kom til at holde stik. Festivalen slog sin egen publikumsrekord, og de enkelte koncerter var mere velbesøgte end tidligere.

 

Som endnu en nyhed var det unge artister fra bydelen, der åbnede festivalen. Det viste sig at være en god ide. Kvaliteten var høj, og åbningsdagen var den mest velbesøgte overhovedet.

 

For at styrke bevågenheden på den gode originale sang udskrev bestyrelsen en landsdækkende sangskriverkonkurrence. Også den blev en succes med 45 bidrag – på et gennemgående højt niveau. Konkurrencen gav god eksponering i perioden op til festivalen og var et festlig indslag under den, hvor vinderen blev kåret.

 

Via konkurrencen fik festivalens etableret et samarbejde med et lokal lydstudie, som leverede hovedpræmien til vinderne af konkurrencen: En dag i Ark-studiet.

 

Hvad selve festivalen angik, var hovedbegivenheden lørdag aften et musikalsk talkshow med Dicte, Juncker og Henrik Balling (Gangway) som deltagere. Også Mathilde Falch og Gæsterne, som holdt releasekoncert for deres nye album, bidrog til at gøre festivalen mindeværdig.

​

​

​

​​

​​

​​

​​

​​

​​

​​​

​​​

​​​

​​

​​

​

 

Jubilæumsår

I 2024 fejrer Brønshøj Sangskriver Festival sit 5-års jubilæum. De 20-25 solister/bands, der kommer på plakaten, tilhører overvejende vækstlaget, fremfører sange, de selv har skrevet, og de oplevelser og erfaringer, artisterne bærer med sig, udtrykker de i deres musik. Tilsammen vil Brønshøj Sangskriver Festival udgøre et unikt musikalsk bud på, hvad det vil sige at være dansker i dag.

 

Brønshøj Sangskriver Festival er altså en vækstlagsevent, der hylder den originale sangskrivning. Her kan sangskrivertalenter få kontakt til et nyt og større publikum, udvide deres professionelle netværk og udvikle sig som musikere. Også artister fra eliten optræder på festivalen.  Det inspirerer artisterne, tiltrækker publikum og stimulerer følelsen af at være en del af noget større.

 

Hvad musikprogrammet angår, arbejder Brønshøj Sangskriver Festival for at fremme køns- og aldersdiversiteten. Vi har et særligt øje for de unge talenter. Det er vigtigt for nye, uprøvede artister at få gode rammer, når de skal fremføre deres musik. Derfor lader vi vores unge artister skyde festivalen i gang på begge scener på åbningsdagen. På den måde kan de møde jævnaldrende sangskrivere, udbygge deres netværk og styrke deres kontakt til publikum.

  

Hvad de kvindelige sangskrivere angår, modtager vi traditionelt færre ansøgninger fra dem end fra mænd. For at sikre en mangfoldig festivaloplevelse giver vi derfor kvindelige sangskrivere positiv særbehandling i sammensætningen af musikprogrammet. Også ældre, erfarne artister er velkomne på vores festival.

 

Festivalen fornyer og udvikler det kulturelle liv i København og bidrager til at gøre hovedstaden kendt som en attraktiv by at besøge og bo i. 

  

Hvad fremtiden angår, ønsker vi at styrke vores position yderligere i sangskrivermiljøet, at videreudvikle og forny vores festival indholdsmæssigt og at få kontakt til et endnu større publikum fremover. Vi inviterer alle, der deler vores ønsker til at bidrage til festivalen som publikum, frivillige hjælpere eller/og som medlem af Foreningen Brønshøj Sangskriver Festival.

 

Tak for støtten til fonde, puljer, kommunale og private samarbejdspartnere og frivillige hjælpere gennem årene.

​​

Rigtig god festival til alle!

Rosa. 2022

Ronja. 2023

bottom of page